Billedkunstneren Gitte Buch - Billedkunstner Gittes Buch

Gå til indhold

At male er for mig undersøgelse, reflektion, nærvær.
Motivet er jorden, vandet, landet, erindringer, spontane brudstykker fra vandringer på øer, fragmenter af naturen, fund fra stranden og markerne - udsat for kærlig ophøjelse.  

Jeg ser spor og ruter, stier og veje, forbindelser og strømme - og udvalgte objekter, der for mig bærer symbolet på større sammenhæng mellem steder, skæbner, tider, tro og tilfældigheder.
Jeg søger de øjeblikke i livet og i maleriet, hvor det daglige og almindelige smelter sammen med det mytiske og grundlæggende kredsløb, der karakteriserer al natur og kultur.

Mine bestræbelser på at udtrykke disse tilstande udmønter sig i store acrylbilleder af ekspressiv/organisk karakter - en hyldest til naturen og de ” store fortællinger”. Jeg bygger billederne op over meget lang tid og tilstræber at gøre det usynlige synligt… Når det lykkes opstår et klangfuldt udtryk, hvor lyset kommer inde fra fladens dybeste lag, og strukturer fra naturen holder værket sammen.
I mindre, mere spontane naturabstraktioner på papir, forsøger jeg legende og ydmygt at fange det elskværdigste i nærheden med pensler, aftryk og farve. For mig en nødvendig proces - uden filter.
Autentisk Udkants-TV fra 2012
Preben Winther, forfatter og kunstanmelder

Gitte Buch (f. 1954) maler tålmodigt, letfodet af ydmyghed, men ofte tynget af en betydelig tvivl om egen skaberkraft, sine kunstnerisk-mytiske værker, som et spejl af sin oplevelse af verden og dermed sig selv.
Landskabserindringer kalder hun selv de værker, hun siden har malet. De kan kaldes ’naturlyriske’, men har tillige referencer til eksistentielle og spirituelle lag. Desuden arbejder hun med små kvadratiske skåltavler, der både repræsenterer Kingos nådeskål og det modtagende feminine princip.
Kunstneren har med årene skabt sig en personlig ikonografi. Billedelementer, der med mellemrum dukker op, forsvinder og atter vender tilbage: Båden, brønden, oliekrukken, palmestubben, Lazarus, evangelisten Johannes, bibelske stednavne og skriftsteder, ja også himlen og jorden og årstidernes benævnelser og billedmæssige indebyrd kan medregnes.
Gitte Buchs kompositioner er ofte panoramiske, på samme tid ekspressivt-henførte og imødekommende, som om maleriet stadig var modtageligt for udefra kommende impulser. Koloritten kan være i den varme ende af skalaen, douche gylden med indslag af okker og heftig rød, men ofte er det hvide, bleggule, turkise, blå og grønne nuancer, der dominerer. Også kunstnerens pendulering mellem det rent abstrakte og det momentant figurative i samme værk gør sit til, at billedet synes at åbne sig for beskueren og indbyde til nærmere bekendtskab.
Over Gitte Buchs personlige skabende rum er spændt en tynd, usynlig membran. Under denne har hun igennem snart mange år fremkaldt sine maleriske visioner. Men igen og igen sprænger verden sig udefra med voldsom kraft ind gennem den skrøbelige hinde, ind i hendes opmærksomhedsfelt, og invaderer hende med myriader af indtryk og utøjlet begejstring. Ekskurserne lokker hende af og til på afveje, først euforiske, siden ofte sortsynede. Igen og igen må hun balancere på den tynde æg mellem lysfyldt fortrøstning og nagende tvivl. Det er nu den måde, hun skaber sine værker på. Ikke som noget hun selv har valgt, men som et livsvilkår.
Hendes bestræbelse er ikke lineær, som den gammeltestamentelige tid var det, og heller ikke cirkulær, som i indianernes myter. Snarere bevæger kunstneren sig i en vedvarende, opadgående spiral, hvorigennem en overbevisende hovedsti for længst er afstukket.

Kilde: Anfægtelse & himmelflugt: Gitte Buch og maleriet

Tilbage til indhold